foto blogindlæg 11

Når ens nærmeste er i krise opstår ofte tankerne: ”Jeg kan jo ikke ændre på noget, så hvad kan jeg gøre?”

Når man er tæt på et menneske, der er i krise, det være sig livstruende eller kronisk sygdom, tab i forbindelse med dødsfald, tab af job, skilsmisse m. m., kan man føle sig som en magtesløs tilskuer.

Tankerne vil ofte være:”Jeg kan jo ikke gøre noget for at ændre på de livsvilkår, den kriseramte står i. Jeg kan ikke fjerne det, få det til at gå væk eller ændre på det.”

Følelsen af magtesløshed er en følelse, de fleste forsøger at undgå. Den dræner en for energi og kan også give en følelse af utilstrækkelighed og ikke at være god nok måske endda skyldfølelse over ikke at kunne gøre noget og tage noget af smerten/lidelserne. Det kan endda ske, at du trækker dig, fra den der er ramt af krisen for at undgå at mærke magtesløsheden. For den kriseramte er det som regel det værste, du kan gøre.

Det er dog ikke sandt, at du ikke kan gøre noget for at hjælpe et menneske i krise. Det at være sammen, om det der er svært, at være sammen om de svære følelser er som regel en kæmpe lindring.

Når du er i nær relation til et menneske i krise, er det vigtigt at være nærværende. Når du er nærværende, gør du en stor forskel, så du kan faktisk gøre noget. Det du gør er bare svært at få øje på, svært at beskrive, svært at måle og underlig ukonkret. Og måske er det nyt og uvant.

Hvordan er du så nærværende? Ja ofte handler det om at være stille sammen, og om at lytte til den der er i krise. Det handler om at lytte aktivt og ikke forsøge at få lidelsen til at gå væk. Ikke forsøge at få den kriseramte til at blive i bedre humør, men rumme og anerkende det der er. Gerne ved at sætte ord på den kriseramtes følelser og oplevelser, så vedkommende føler sig set. Derigennem kan I opnå en følelse af, at være sammen om det der er svært.

Det er også ofte en stor hjælp, hvis du deler dine egne tanker og følelser, også det du som regel ikke taler om, og som det måske kræver mod at dele. F.eks. frygt for smerte, frygt for fremtiden, sætte ord på sorg bekymringer og måske være kede af det sammen.

Vi har tradition for forskellige måder at forsøge at trøste på, men mange af dem virker ikke, når det er en dyb og måske eksistentiel krise. Måske siger vi ”det skal nok gå” eller ”det skal nok blive bedre (vel vidende at det gør det måske ikke)” eller ”det er nok ikke så slemt”. Alle disse udsagn kan, for den der er i krise, opleves som en bagatellisering af situationen og som et forsøg på at få følelser og reaktioner til at gå væk. Det kan meget let resultere i, at den, der er ramt, føler sig forkert i sine følelser og reaktioner: ”så ikke nok med at jeg er i krise, så må jeg heller ikke tænke, føle og reagere, som jeg gør”.

Lad være med at forsøge at få noget til at gå væk, der er det, der er!